Jens Kromann

Velkommen til min bridgeside

Svage 2-åbninger - lidt bridgestatistik

Skrevet af Jens U Kromann
08 Feb 2019
Svage 2-åbninger - lidt bridgestatistik

Du synes sikkert - som de fleste bridgespillere - at du tager den ene kedelige hånd op efter den anden, - og det er faktisk korrekt! Næsten halvdelen af alle hænder vi tager op, er jævne 4-4-3-2-hænder, 5-3-3-2- og 4-3-3-3-hænder. De står for 48% af alle fordelinger. Heldigvis får vi somme tider mere end de gennemsnitlige 10 hp, fx 12-14, 15-17 eller endda mere, og så har vi et fintmasket sanssystem til at melde dem.

Så er der et par mere spændende fordelinger: Først 6-farver uden sidefarver, dvs fordelingerne 6-3-2-2 og 6-3-3-1. 9% af de hænder du tager op er sådan en, og hvis den er under åbningsstyrke kan de fleste åbne den på 2-trinnet, og mange har et fint system til at spørge om styrke og farvekvalitet, fx Ogust. Men altså: Mindre end hver tiende hånd har den fordeling.

Dernæst de tofarvede hænder, som har 5-5 eller 5-4 i to farver, dvs fordelingerne 5-5-2-1, 5-5-3-0, 5-4-3-1, 5-4-2-2 og 5-4-4-0; de står for næsten 29% af alle fordelinger.

Dermed er der 14% tilbage til resten af de 39 forskellige måder farverne kan være fordelt på en hånd, fx de knap 4% der indeholder en 7-farve.

Og så til mit ærinde med denne post: Det er faktisk lidt underligt at så mange spiller med at 2-åbninger viser en 6-farve, når de tofarvede hænder forekommer tre gange så hyppigt!

Hvad med at bruge totrinnet til de svage tofarvede hænder?

Det kræver selvfølgelig at man kan vise de svage 6-farver på anden vis, og jeg vil slå et slag for at begynde med multi 2.


I opslaget * Tofarvede spærreåbninger er der nogle forslag til 2-åbninger der kan vise de fleste kombinationer af 5-4 og 5-5 hænder.