Veneterne
- et oldtidsfolk i Nordøstitalien
Venetisk - forskningsberetning
1 Forskningen af det ven. sprog tog - bortset fra spredte tilløb - sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet med Carl Paulis udgivelse af de da kendte indskrifter i Altitalische Forschungen Bd. 3, "Die Veneter und ihre Schriftdenkmäler”, Leipzig 1891. Denne bog indeholder fortolkninger af indskrifterne, der støtter Paulis allerede 1885 fremsatte formodning om, at venetisk hører til de indo-europæiske sprog (Bd. 1 af Altit. Forsch. ”Die Inschriften nordetruskischen Alphabets", Leipzig 1885). På trods af, at tydningen i flere henseender var mangelfuld, lykkedes det Pauli at etablere flere tolkninger, der siden har stået uantastede, f.eks. :
ven. .e.χo : meχo = got.. ik : mik, ty. ich : mich;
ven. zona.s.to = lat. dona-vit;
ven. zono.m. = lat. donum;
ven. zoto cfr. gr. ’έδοτο. (aorist af det græske ord for 'give')
Paulis værk blev en milepæl i forskningen af venetisk og frem til 1933 var det grundlaget for den diskussion, der rejste sig i forskellige tidsskrifter, og som drejede sig om specielle problemer. Et af disse var det særlige venetiske punktueringssystem.
ven. .e.χo : meχo = got.. ik : mik, ty. ich : mich;
ven. zona.s.to = lat. dona-vit;
ven. zono.m. = lat. donum;
ven. zoto cfr. gr. ’έδοτο. (aorist af det græske ord for 'give')
Paulis værk blev en milepæl i forskningen af venetisk og frem til 1933 var det grundlaget for den diskussion, der rejste sig i forskellige tidsskrifter, og som drejede sig om specielle problemer. Et af disse var det særlige venetiske punktueringssystem.
2 Det var Ferdinand Sommer som skaffede det afgørende gennembrud på dette område. I en artikel ”Zur venetischen Schrift und Sprache”, IF 42 1924 s. 90-132, argumenterede Sommer med stor vægt for, at det venetiske alfabet er afledt af det nordetruskiske, - imod Paulis formodning, at det kom fra Grækenland *)
Vigtigst var det nok, at Sommer fastslog, at det ven. tegn
er skrifttegn for såvel h som .i. (”punktueret i”), hvilket har betydning for erkendelsen af ven. dativ. Pauli havde allerede i oversættelsen af meχo vhuχia zona.s.to rehtiiah (nr. 24 s. 406) med "me Fugia dedit Rectiae" erkendt endelsen -ah som dativ singularis (omend han se1v f.eks. s. 403 omtaler den som genitiv sing.), men ved transskriptionen = h er fremkommet den virkning, som Michel Lejeune så malende beskriver som et ”aspect barbare”. **)
Netop dette ”barbariske udseende” kan have båret en del af skylden for visse tidligere forskeres vægring ved teorien om venetisk som et italisk sprog.
Sommer påviste, at ovennævnte rehtiiah rettelig bør læses re.i.tiia.i. og på samme måde skal endelserne –
, og -
læses som hhv. –o.i. og –e.i. - eller i transskription uden punktuering: som -oi og -ei. Disse endelser kunne da uden vanskelighed læses som indoeuropæiske dativ singularis endelser.
Sommer fremhævede også nogle træk i venetisk, der i det mindste tyder på nær forbindelse med germansk:
ven. mego : got. mik;
ven. sselboisselboi : oht. selb selbo
hvilket fik ham til at tøve med at henregne venetisk til de italiske sprog. En tredje parallel til germansk:
ven. ahsu- : urgerm.. *ansu- "en gud"
forstærkede hans tøven, men er siden blevet tilbagevist af M. Lejeune (RPh 25, 1951 s. 214):
ven. .a.i.su- : italisk *aisu- cfr. oskisk aisusis ”sacrificiis", umbrisk esono- ”divinus", marrucinsk aisos "dii" ***)
__________
*) nemlig fra Elis: ”direkt von Küste zu Küste über das Adriatische Meer”, Altit. Forsch. 3 s. 230). Jfr. nf. 1.4.og note 17bis.
Vigtigst var det nok, at Sommer fastslog, at det ven. tegn
er skrifttegn for såvel h som .i. (”punktueret i”), hvilket har betydning for erkendelsen af ven. dativ. Pauli havde allerede i oversættelsen af meχo vhuχia zona.s.to rehtiiah (nr. 24 s. 406) med "me Fugia dedit Rectiae" erkendt endelsen -ah som dativ singularis (omend han se1v f.eks. s. 403 omtaler den som genitiv sing.), men ved transskriptionen = h er fremkommet den virkning, som Michel Lejeune så malende beskriver som et ”aspect barbare”. **) Netop dette ”barbariske udseende” kan have båret en del af skylden for visse tidligere forskeres vægring ved teorien om venetisk som et italisk sprog.
Sommer påviste, at ovennævnte rehtiiah rettelig bør læses re.i.tiia.i. og på samme måde skal endelserne –
, og - læses som hhv. –o.i. og –e.i. - eller i transskription uden punktuering: som -oi og -ei. Disse endelser kunne da uden vanskelighed læses som indoeuropæiske dativ singularis endelser. Sommer fremhævede også nogle træk i venetisk, der i det mindste tyder på nær forbindelse med germansk:
ven. mego : got. mik;
ven. sselboisselboi : oht. selb selbo
hvilket fik ham til at tøve med at henregne venetisk til de italiske sprog. En tredje parallel til germansk:
ven. ahsu- : urgerm.. *ansu- "en gud"
forstærkede hans tøven, men er siden blevet tilbagevist af M. Lejeune (RPh 25, 1951 s. 214):
ven. .a.i.su- : italisk *aisu- cfr. oskisk aisusis ”sacrificiis", umbrisk esono- ”divinus", marrucinsk aisos "dii" ***)
__________
*) nemlig fra Elis: ”direkt von Küste zu Küste über das Adriatische Meer”, Altit. Forsch. 3 s. 230). Jfr. nf. 1.4.og note 17bis.
**) "Qui feuillette, par example, les ”Altitalische Inschriften" de H. Jacobsohn ne peut manquer d’ être frappé par l' aspect barbare des texctes vénètes hérissés de ”h”, et capricieusement entrecoupés de points simples ou doubles” (BSL 46, 2 1950 s. 87).
***) med tegnet i = .i. også inde i ordet: .a.i.su-, ikke ahsu- (faktisk er den rigtige læsemåde .a..i.su- )
3 I 1933 udkom Robert Seymour Conways ”The Venetic Inscriptions” som bd. 1 i den stort anlagte ”The Prae-Italic Dialects of Italy”, London 1933, som indeholdt alle de da kendte ind¬skrifter med kommentarer. Conway fulgte dog ikke Sommer i den dobbelte tydning af tegnet , og han havde ikke forstået punktueringssystemet, hvilket resulterede i, at han beholdt mange af Paulus fejltolkninger. Overhovedet var den ca. 200 sider lange behandling at sproget mere præget af opsummering end af nytænkning.
, og han havde ikke forstået punktueringssystemet, hvilket resulterede i, at han beholdt mange af Paulus fejltolkninger. Overhovedet var den ca. 200 sider lange behandling at sproget mere præget af opsummering end af nytænkning. 4 Forklaringen på det venetiske punktueringssystem blev endeligt og overbevisende givet af Emil Vetter (Glotta 24, 1935 p. 114 ff.). Reglerne gengives i afsnittet Det venetiske sprog. Her skal det blot anføres, at Vetter konkluderede, at punktueringen er blevet indført fra etrurien sammen med skriften, og at den har sin oprindelse i en stavelsesskrift, hvor det "als Lesehilfe" kunne være bekvemt at angive, om et tegn er stavelsestegn eller blot konsonanttegn.
5 Et halvt århundrede after Pauli var venetisk i slutningen af 4o'erne så vidt udforsket, at man på et solidt grundlag kunne tage diskussionen om sprogets tilhørsforhold inden for de indoeuropæiske sprog. Pauli havde søgt at føre bevis for, at venetisk er nært beslægtet med illyrisk, til dels på baggrund af de nominalendelser, som han læste -oh, -ah og sammenstillede med den messapiske genitiv singularis endelse -ihi, men også foranlediget af Herodots omtale af veneterne som ”Ιλλυριων ́Ενετούς” (Hist. 1.196). Bl.a. Conway fulgte Pauli heri, mens Sommer og andre mente, at dette ikke var tilfældet. Hele diskussionen blev taget op af Madison S. Beeler (The Venetic Language, University of California Press, Berkeley and Los Angeles 1949, specielt s. 48 ff.), som med stor grundighed tilbageviste den "illyriske teori”. Beelers konklusion, der i høj grad byggede på en fonologisk sammenligning af venetisk og messapisk (som er det vigtigste grundlag for vor viden om illyrisk; det illyriske sprog som sådan kendes kun fra person- og stednavne), var, at forskellen mellem venetisk og messapisk er så betydelig, at de to sprog ikke lader sig sammenstille som en gren af indoeuropæisk, og at der ingen vanskeligheder er i at betragte venetisk "as an Italic dialect which broke off early from the parent stock but which retained some remarkable features which link it more closely to the Latin-Faliscan branch of that stock" " (op. cit. s. 57).
6 Beelers resultater var så overbevisende, at selv en overbevist tilhænger af den illyriske teori, Hans Krahe, måtte give visse indrømmelser ("Das Venetische, Seine Stellung im Kreise der verwandten Sprachen", i: Sitzungsberichte der Heidelberger Akademie der Wissenschaften, Heidelberg 1950). Krahe fastholdt dog, bl.a. med henvisning til den forskellige udvikling af ie. *gh i italisk (> h) og venetisk (> g), at ”ein italischer Dialekt ist das Venetische nicht” *). Derved ledtes han til at regne venetisk for en selvstændig gren af indo-europæisk, på linie med illyrisk og keltisk.
__________
__________
*) Krahe, op.cit. s. 34. Det har siden vist sig, at *gh>h i venetisk (Hostihavos < *ghosti-, got. gasts, osl. gostь), men andre af hans indvendinger (f.eks. ṇ > an i ven. (donasan § 5.4.3), men > in i lat.) var korrekte.
7 I midten af 50'erne var indskrifternes antal blevet så meget forøget, og fortolkningen af dem så meget klarere (frem for alle i kraft af Michel Lejeunes indsats i ca. 30 tidsskriftartikler fra 1950-55), at behovet for en ny udgave af det samlede materiale trængte sig på. Det blev opfyldt af en fremragende italiensk forsker, der ligeledes i begyndelsen af 50'erne havde bidraget væsentligt til studiet af venetisk i et stort antal artikler, G. B. Pellegrini (Le iscrizioni venetiche, Pisa 1954-55).
Mens Lejeune fulgte og argumenterede for Beelers teori om venetisk som en italisk dialekt *), genoptog Pellegrini Krahes teori fra 1950 om venetisk som et selvstændigt indo-europæisk sprog **).
__________
*) spec. Lejeune i BSL 46,2 1950 s. 87-88.
Mens Lejeune fulgte og argumenterede for Beelers teori om venetisk som en italisk dialekt *), genoptog Pellegrini Krahes teori fra 1950 om venetisk som et selvstændigt indo-europæisk sprog **).
__________
*) spec. Lejeune i BSL 46,2 1950 s. 87-88.
**) "Il venetico é una lingua ie. occidentale indipendente che non si può confondere con nessuna delle antiche lingue dell'Europa e d’Italia, pur presentando numerose isoglosse con altre lingue e particolarmente col latino" (Iscr.ven. s. 271).
8 Et fortrinligt redskab er Jürgen Untermanns fornemme værk ”Die venetischen Personennamen”, Wiesbaden 1961, der gennemgår indskrifternes personnavnestof med stor omhu og i et lexikon sammenligner dette med tilsvarende navnestof fra ikke-venetisk område. Beklageligvis mangler denne bog en samlet egentlig konklusion af det store materiale, men Untermanns anskuelse med hensyn til det venetiske sprogs tilhørsforhold fremgår af en senere artikel "Venetisches in Dalmatien” i Godišnjak, kniga vii, Akademija nauk i umjetnosti Bosne i Hercegovine, Sarajevo 1970, s. 5-21, hvor det side 20 hedder: "Da wir annehmen dürfen, dass auch das Venetische in die Nähe der letztgenannten Sprachen (sc. Oskisk-umbrisk og latin) gehört …”
9 Pellegrinis ovf. nævnte udgave af indskrifterne var i et meget pauvert udstyr - en blanding af skrivemaskineskrift og håndskrift, undertiden meget vanskelig at læse - men i 1967 udkom en ny udgave af de nu ca. 300 indskrifter (hvoraf mange er meget fragmentariske) med aftegninger og fotos af de fleste og med konkordanser og indices, så at man nu havde et virkelig håndterbart og grundigt udarbejdet udgangspunkt for studiet af det venetiske sprog. Værket, ” La lingua venetica I-II”, Padova-Firenze 1967, er i to bind, hvoraf det første indeholder indskrifterne med kommentarer af G. B. Pellegrini og hans yngre kollega, Aldo Luigi Prosdocimi, medens bd. 2, "Studi”, der er Prosdocimis værk alene, indeholder tolkningsforsøg, et udførligt glossarium og en stor bibliografi.
10 M. Lejeune har allerede været omtalt flere gange i det foregående. Mellem 1950 og 1974 offentliggjorde denne sprænglærde franske lingvistikprofessor 117 indsigtsfulde artikler i de førende tidsskrifter om forskellige forhold i forskningen af det venetiske sprog. I 1974 udgav han så en samlet fremstilling af sproget med tolkninger af de 255 indskrifter, som har et sådant indhold, at de kan betegnes som betydningsbærende, heraf ni indskrifter, som var fremdraget mellem 1967 og 1974. Lejeunes tolkninger er ikke sjældent forskellige fra Pellegrini-Prosdocimis, og er ikke sjældent præget af en betydelig dristighed. ”Manuel de la langue vénète”, Carl Winter Universitätsverlag, Heidelberg 1974.
Desværre valgte Lejeune at gennemføre en ny nummerering af indskrifterne, hvilket har medført, at der nu hyppigt anføres to numre som identifikation, dels nummereringen fra Pellegrini-Prosdocimis La lingua venetica, som også angiver proviens: Es 1, Pa 1 etc. for indskrifter fra henholdsvis Este og Padova, dels Lejeunes nummerering. Jeg har Pellegrini-Prosdocimis nummerering i nærværende fremstilling.
Lejeune døde i 2000. Dermed forsvandt et fyrtårn i forskningen af Venetisk. Hundredvis af artikler gennem et halvt hundrede år blev det til inden Lejeune samlede sine iagttagelser i Manuel de la langue vénète i 1974, og strømmen af originale forskningsbidrag fortsatte i mange år efter.
Desværre valgte Lejeune at gennemføre en ny nummerering af indskrifterne, hvilket har medført, at der nu hyppigt anføres to numre som identifikation, dels nummereringen fra Pellegrini-Prosdocimis La lingua venetica, som også angiver proviens: Es 1, Pa 1 etc. for indskrifter fra henholdsvis Este og Padova, dels Lejeunes nummerering. Jeg har Pellegrini-Prosdocimis nummerering i nærværende fremstilling.
Lejeune døde i 2000. Dermed forsvandt et fyrtårn i forskningen af Venetisk. Hundredvis af artikler gennem et halvt hundrede år blev det til inden Lejeune samlede sine iagttagelser i Manuel de la langue vénète i 1974, og strømmen af originale forskningsbidrag fortsatte i mange år efter.
11 I de senere år er det især et par kvindelige italienske forskere, Loredana Capuis og Annamaria Chieco Bianchi (med hovedvægten på arkæologi) og Anna Marinetti (sprog) *) samt fortsat A.L. Prosdocimi, der har været de bærende forskere inden for venetisk.
Et par fremragende større monografier fra de senere år er Jürgen Untermanns artikel Veneti, i Paulys Realencyclopädie der classischen Altertumswissenschaft, Suppl. 15 (München 1978) 855–898 og senest afsnittet om Venetisk i The Cambridge Encyclopedia of the World’s Ancient Languages, University of Cambridge 2004, pp. 840-856.
__________
Fuldstændig bibliografi for Anna Marinetti:
12 Spørgsmålet om det venetiske sprogs tilhørsforhold (italisk, keltisk etc.) er fortsat omstridt, men der er overvejende støtte til tanken om, at venetisk er en mere eller mindre fjerntstående slægtning til de øvrige italiske sprog.
Et antal slovenske forskere (Matej Bor og andre) har i de senere år søgt at føre slovensk (et slavisk sprog) tilbage til venetisk med nogle fantasifulde tolkninger *). Disse forsøg har ikke fundet genklang uden for Slovenien.
__________
Et antal slovenske forskere (Matej Bor og andre) har i de senere år søgt at føre slovensk (et slavisk sprog) tilbage til venetisk med nogle fantasifulde tolkninger *). Disse forsøg har ikke fundet genklang uden for Slovenien.
__________
*) Se for eksempel: Šavli, Jožko, Matej Bor, and Ivan Tomažič, Veneti - First Builders of European Community, Editiones Veneti, Vienna, Boswell, British Columbia, 1996
Copyright © 2006-2024 Jens U Kromann
