Introduktion

Venetisk er et sprog, som blev talt i området Vest for det nuværende Venedig og nord for Podalen. Sproget uddøde omkring 100 f. Kr. Det er navnlig sproget, jeg har beskæftiget mig med, i det omfang man kan tale om et sprog, når der kun er ca 350 for det meste meget korte indskrifter overleveret.

På disse sider giver jeg en introduktion til veneterne.

I menuen herover kan man finde en forskningsberetning og en ret omfattende bibliografi. Hoveddokumentet er min afhandling om Sproget. Det er et pdf-dokument på mere end 30 sider, så det tager lidt tid at åbne det.

Under menupunktet Indskrifter har jeg netop (juni 2014) lagt et dokument op med en lang række kommenterede og oversatte indskrifter fra hele det venetiske område. Under dette menupunkt finder man også samtlige indskrifter fra Este og området omkring denne centrale kulturby lige syd for Colli Euganei i provinsen Veneto:  Indskrifterne fra Este (Der er omkring et par hundrede, mange af dem med billeder, så det tager også lidt tid at åbne dette dokument første gang!) Jeg arbejder på at lave tilsvarende lister over samtlige indskrifter fra Vicenza, Padova, Vicenza, Oderzo, Adria, Istrien og de andre mindre fundsteder.

Der findes ikke materiale på dansk om veneterne når bortses fra korte leksikalske afsnit i fx. Den Store Danske Encyklopædi

/images/Venetisk_billeder/situla_benvenuti_ny.jpg
Tegningen er den udfoldede billedfrise fra Situla Benvenuti, et stort bronzekar, fundet på en ejendom i Este, tilhørende familien Benvenuti. Situlaen dateres til ca 600 f. Kr. Mus. Archeologico Atestino. I billedfrisens øverste bånd ses til venstre en venetisk rigmand. Han sidder mageligt henslængt i sin stol og hygger sig med en drink, mens han får skoet sin hest. Der er et nærbillede af ham oven på kortet til højre. Et foto af Situla Benvenuti findes nedenfor under afsnittet Kulturel identifikation.


Mine sider om veneterne og venetisk

Nærværende side indeholder følgende afsnit:


Udbredelse
Hvor kom de fra?
Kulturel identifikation
Sproget - et par eksempler
Museer

I menuen foroven kan man finde min afhandling om sproget. Dette dokument ligger som en pdf-fil.

Indhold:

Alfabet og transskription
Punktuering
Substantiver og adjektiver
Verber
Pronominer
Konjunktioner
Præpositioner

Hvor kom de fra?

I det nordlige Italien var der i bronzealderen overalt spredte samfund af den såkaldte terramarekultur. Terramare betyder egl. mergeljord og kulturen har fået navn efter den jord, som terramare-folkets køkkenmøddinger blev til, og som senere tiders bønder i århundreder har brugt som gødning til deres marker. Terramarekulturens oprindelse er lidt usikker, men en teori er, at det er folk fra det centrale og østlige Europa, som i begyndelsen af det 2. årtusind før vor tidsregning vandrede ned i Italien og medbragte deres indoeuropæiske sprog. Indvandringen skete i flere omgange, hvilket kan forklare, at der er så betydelige forskelle på de italiske sprog (det er mest rimeligt at tale om italiske sprog snarere end om italiske dialekter: Der er ikke bare dialektale forskelle mellem fx latin og oskisk og umbrisk; latinerne og deres naboer har ikke umiddelbart kunnet forstå hinanden).

/images/Venetisk_billeder/kort_over_de_italiske_sprog_sort_hvid.jpg I den sene bronzealder og i jernalderen var Italien et broget kludetæppe af folk med forskellige sprog, de fleste af dem indoeuropæiske og de fleste af disse nærmere eller fjernere beslægtede med det bedst kendte af de italiske sprog, latin. Andre af sprogene er selvstændige indoeuropæiske sprog, herunder keltisk, som kom med gallerne nordvestfra over Alperne, ligurisk, ligeledes et sprog udefra, som kom vestfra med ligurerne, et folk hvorom vi ved meget lidt, og græsk, som taltes i de mange græske kolonier i Syditalien og på Sicilien. Dertil kommer nogle ikke-indoeuropæiske sprog, først og fremmest etruskisk, som man måske kan forestille sig som et levn fra en tidlig, før-indoeuropæisk indvandring, som har overlevet senere indvandringer af indoeuropæiske folk. Sprogkortet til højre herfor illustrerer det brogede billede i begyndelsen af Jernalderen (omkr. -800).
Kortet er fra M. Palottino: A History of Earliest Italy, Univ. of Michigan Press, 1991.

Udbredelse

/images/Venetisk_billeder/Det venetiske omraade.jpg
Veneterne – defineret som det folk, der har efterladt sig indskrifter på venetisk – levede i italisk stenalder - i hvert fald så tidligt som 2. årtusind f. Kr. - og frem til omkring 100 f. Kr., hvor sproget fortrængtes af latin og de kulturelle særtræk forsvandt. De levede i et område vest, nord og øst for det nuværende Venezia, begrænset mod øst af Adriaterhavet og bjergene på halvøen Istrien (nu Slovenien), mod syd og vest af floden Adige og mod nord af Dolomitterne.

Kortet viser den omtrentlige udbredelse af det venetiske sprogområde i Italisk bronze- og jernalder med nogle af de vigtigste fundsteder indtegnet. Byen Venezia har selvfølgelig fået sit navn efter Veneterne, men er fra en langt senere tid.




Man kan på grundlag af fundne indskrifter og arkæologiske undersøgelser stedfæste tre centre for den venetiske kultur, ét i området omkring Ateste – som byen hed i oldtiden, det nuværende navn er Este - , ét omkring Patavium (Padova) og endelig ét i området ved Lagole di Calalzo nord for Bellunum (Belluno). De vigtigste arkæologiske fund er gjort i og omkring disse centre, men der er også gjort enkelte fund i de Østrigske Alper (Gurina og Würmlach) og så langt østpå som i Istrien (nu i Slovenien og Kroatien).

/images/Venetisk_billeder/Ca 14.pngHestefremstilling fra Làgole di Calalzo. Indskriften lyder: Kellos Pittamnikos toler Trumusijatei donom ”Kellos Pittamnikos har bragt (denne) gave til Trumusiatis”.

I det sydlige område spiller gudinden Reitia en dominerende rolle i indskrifterne, i det nordlige er det guddommen Trumusiatis.

Veneterne var i oldtiden kendte som dygtige hesteopdrættere , og man kan aflæse af billedfremstillinger på en række af deres gravmonumenter, at de var særdeles optaget af heste og stridsvogne med hestespand; de arkæologiske fund omfatter hjelme, dolke og sværd af ganske sofistikeret tilsnit. Man kunne derfor få den tanke, at der var tale om et krigerisk folk, men bevæbningen synes fortrinsvis at være anvendt til forsvarsformål. Den romerske historiker Livius nævner, at indbyggerne i hans fødeby Patavium (Padova) i slutningen af 4. årh. f. Kr. bestandig var under våben på grund af truslen fra de galliske naboer, og den græske historiker Polybius omtaler et enkelt felttog mod gallerne i begyndelsen af 4. årh. Men ellers synes veneterne i vidt omfang at have levet i fredelig sameksistens med deres naboer. Da romerne underlagde sig det nordlige Italien omkring år 200 f. Kr., måtte også veneterne underkaste sig romersk overhøjhed. Det synes at være sket uden krig; veneterne fik en traktat, som sikrede dem udstrakt selvstyre.

I løbet af det 2. århundrede f. Kr. byggede Romerne et omfattende vejnet i Norditalen, som delvis gik igennem det venetiske område, ikke mindst af hensyn til den militære trafik til og fra Aquileia, romerrigets forpost mod øst på den tid. Vi ved ikke meget om samspillet mellem Rom og veneterne, men den romerske indflydelse var i hvert fald i 175 f. Kr. stor nok til, at det var en romersk konsul, der mæglede, da der det år var opstået en indre strid mellem nogle grupper i Patavium. Det synes som om forholdet i alt væsentligt har været fredeligt, og i 89 f. Kr. fik veneterne ligesom en række andre folk i området nord for Po den såkaldte ius latinum, en slags indskrænket romersk borgerret. Egentlig romersk borgerret, civitas, fik de i 49 f. Kr.

Da Etruskerne søgte at ekspandere mod nord og nordøst i 4- og 300-tallet f. Kr. synes deres ekspansion at være standset ved grænsen til det venetiske område, og der er mange tegn på kulturel udveksling mellem etruskerne og veneterne – ikke mindst skrivekunsten, som veneterne importerede fra etruskerne omkring 600 f. Kr. Det keltisk-talende folk Gallerne gjorde gentagne indfald i Norditalien og etablerede sig i området vest for veneternes, og også her er der mange tegn på kulturel udveksling, men få vidnesbyrd om kampe.

Der var ellers mange gode grunde for de tilgrænsende befolkninger til at interessere sig for veneternes område. Bl. a. var der kobberminer i deres del af Alperne, en vigtig forudsætning for egen våbenproduktion, og de ansås almindeligt for at være et rigt folk. Når de alligevel har kunnet leve så relativt uforstyrrede af deres nabofolk, kan det skyldes, at de har koncentreret sig om handel med kobber og heste, og at deres veludrustede militære styrker har haft succes med at afskrække andre fra at gøre indfald.

Kulturel identifikation

Sprogene afspejler i nogen grad de forskellige kulturer, som har kunnet lokaliseres. I det nordøstlige og centrale område af Italien finder vi i bronzealderen som nævnt terramare-kulturen, som i tidlig jernalder bliver afløst af Villanovakulturen. Kulturen har fået navn efter Villanova, en lille by SØ for Bologna, hvor man i 1850’erne fandt en begravelsesplads. Villanova placeres tidsmæssigt mellem 1100 og 900 (”proto-Villanova”) og frem til 700 f. Kr. den egentlige Villanovakultur, som glider over i den etruskiske kultur i området nord for Rom og i Este-kulturen i det venetiske område. Villanova er karakteriseret ved, at man brændte de døde og gravsatte dem i urner. Derved kan man måske sætte kulturen i forbindelse med urnemarkkulturen (opr. beskrevet på tysk, og derfor hyppigst omtalt som Urnenfeldkultur), som tidsfæstes til 1300-750 f. Kr. og Hallstadtkulturen, som afløste urnemarkkulturen. De typiske urner er bikoniske eller formet som små huse. Man medgav de døde husgeråd af forskellig slags, smykker og våben.

/images/Venetisk_billeder/situla_benvenuti.jpg/images/Venetisk_billeder/vace_situla.jpg

To eksempler på en situla, et ornamenteret bronzekar. Tv. Situla Benvenuti fra Este og navngivet efter den mands ejendom, hvor den blev fundet. Den dateres til omkring 600 f. Kr. (Museo Nazionale Atestino). Th. Vače-situlaen, fundet i den lille by Vače i Slovenien, ca. 120 km. nordøst for Trieste (Sloveniens nationalmuseum i Ljubljana). Begge har billedfremstillinger i tre bånd med hverdagsscener, mennesker og dyr og fabeldyr. I nederste bånd er der også krigsscener, - soldater med fanger. Situla Benvenuti henføres til Este-kulturen, Vače-situlaen til Hallstadtkulturen.


Estekulturen kan tidsfæstes til mellem 1000 f. Kr. og ca. 100 f. Kr. Den rækker således over både bronzealderen og jernalderen. Dens ophør hænger alene sammen med romernes ekspansion nord for Po i 2. og 1. Århundrede f. Kr.

Andre steder i Italien dominerede andre kulturer, fx den appeninske i den centrale, østlige del af halvøen. Det er uvist, om de enkelte kulturer var selvstændige sprogbærere, eller om de kulturelle fællestræk deltes af flere sproggrupper. Under alle omstændigheder er det rimeligt at forestille sig, at kulturernes vandring til dels er en følge af migrationer, selv om det ikke er ukendt, at kulturelle særtræk fra én gruppe breder sig til nabogrupper, uden at der er tale om migration eller erobringer.

Om nu veneterne kom sammen med den indoeuropæiske indvandringsbølge, som senere manifesterede sig i de italiske sprog i Mellemitalien (latin, oskisk, umbrisk m.fl.), eller om de kom i en selvstændig indvandring – tidligere eller senere – er ikke let at afgøre. At sproget er indoeuropæisk er hævet over enhver tvivl, og den videnskabelige strid om sprogets tilhørsforhold går alene på, om det er et selvstændigt indoeuropæisk sprog, eller om det slet og ret er et italisk sprog på linje med latin, oskisk og umbrisk etc. Jeg er af den opfattelse, at venetisk bør betragtes som et (arkaisk) italisk sprog, nogenlunde at sammenligne med arkaisk latin, som vi kender det fra de tidligste indskrifter fra Latium.

Indoeuropæernes oprindelse er i sig selv et omstridt spørgsmål. Meget taler for, at de oprindelig var bosatte i et område i det centrale Rusland, hvor de bl. a. udviklede agerbrug og en kultur, der har sin rod i fast bosættelse til forskel fra nomadekulturerne. Den litauisk fødte, amerikanske professor Marija Gimbutas har i 1956 og senere i talrige skrifter argumenteret for, at indoeuropæerne har haft udgangspunkt i den såkaldte Kurgan-kultur i området nord for det Kaspiske hav mellem floderne Dnjepr, Donjets, Don og Volga. I dette steppeområde fandt de formodede tidligere nomadefolk gunstige betingelser for udvikling af agerbrug i tiden mellem 6.000 og 3.000 f. Kr. Kurganfolket udviklede vogne og tæmmede heste (men brugen af heste som trækdyr for vogne synes at være en ret sen foreteelse; der er i kurgangrave fundet lermodeller af vogne med okse som trækdyr, ingen med hesteforspand). Marija Gimbutas argumenterede for, at kurganfolket i flere bølger gav sig til at vandre og efterhånden nåede frem til det meste af Europa – og altså også til den Italienske halvø.

Sproget - et par eksempler

Der er overleveret omkring 350 indskrifter fra det venetiske område, de fleste af dem ganske korte. Tilstrækkelig mange har meningsbærende indhold ud over personnavne, så man kan få et indtryk af sproget for så vidt angår kasusstruktur (som minder meget om den vi kender fra latin), verbalbøjning (som er ret forskellig fra den latinske) etc., og vi har et – beskedent – overleveret ordforråd, som giver mulighed for at bestemme sproget som entydigt indo-europæisk. Indskrifterne daterer sig fra 6. til 1. århundrede f. Kr.

Veneterne brugte det etruskiske alfabet med små modifikationer. Hen mod den tid, hvor romerne underlagde sig landområderne nord for Po, ser vi også overgangsformer: Blandede latinsk-venetiske indskrifter, indskrifter på venetisk, skrevet med latinske bogstaver og omvendt. Venetisk overlevede ikke den latinisering, som fulgte den romerske ekspansion i andet og første århundrede f. Kr. og der er ingen moderne efterkommere efter sproget.

Sproget er genstand for en særlig afhandling, se dokumentet Venetisk - sproget.
Her blot et par smagsprøver:

Eksempel 1


/images/Venetisk_billeder/pupon.gifBilledet til højre er en gravstele fra Padova. Øverste linje (læses fra højre mod venstre):

pupone.i.e.gorako

Venstre kant (læses fra oven og ned):

.i.e.kupetari.s.

Hele indskriften kan læses som:

puponei ego rakoi ekupetaris

”Jeg er gravmæle over Pupons Rakos”

Indskriften er skrevet ud i ét, uden ordadskillelse. Dog hjælper det særlige venetiske punktueringssystem (fx. de to prikker på hver side af i’et i pupone.i. og rako.i.) til at identificere ordgrænser. Ordet ekupetaris (”gravmæle”) indeholder sandsynligvis ordet ”hest”. I andre indskrifter har det formen ekvopetaris, jfr latin equus, hest. Men på det tidspunkt, hvor denne gravstele er fremstillet, må ordet have tabt sin oprindelige tilknytning til ”hest”, for stelen selv har ingen reference til heste.

Ven. ego, "jeg", er naturligvis samme ord som lat. ego, gr. 'εγώ. Ordet forekommer i andre indskrifter i akkusativformen mego; man har hæftet sig ved denne særprægede bøjningsform og argumenteret for et germansk træk i venetisk, idet man har jævnført med gotisk ik/mik, ”jeg/mig”, men der kan blot være tale om en analogidannelse, hvor det forventede me har fået nominativen ego efterhængt og givet formen mego.

Eksempel 2


/images/Venetisk_billeder/image023.jpgEndnu et eksempel, der bedre illustrerer de vanskeligheder, man støder ind i, når man prøver at aflokke de korte indskrifter lidt mening:

Bronzeskål fra Este, indskriften læses fra højre og rundt (se fx 6. bogstav og sidste bogstav, der er spejlvendte i forhold til hinanden):

alkomnometlonśikosenogenesvilkenishorviontedonasan

Ingen orddeling, ingen punktuering. Skålen dateres til tiden før den atestinske skriveskole, som udviklede punktueringssystemet, var skabt, dvs. omkring 6. århundrede f. Kr.

/images/Venetisk_billeder/image021.jpgSidste ord donasan er et verbum i pluralis af roden da-, jfr. lat. donum, dare, donare. Elementet –s- er et aorist-suffix, og betydningen er dermed "(de) gav". Man må derfor søge efter flere subjekter. På grundlag af andre indskrifter kan man umiddelbart udskille det toleddede navn Enogenes Vilkenis, og det ligger derfor nær at antage, at Alkomno Metlonśikos er det andet subjekt. Navnet Metlonśikos findes dog ikke attesteret andre steder, og virker lidt "fremmed" i forhold til den øvrige venetiske personnavnebestand; en anden mulighed er at antage navnet Alkomno Metlon og læse śikos som et selvstændigt ord og objekt for donasan. Desværre bliver vi ikke meget klogere af det, da ordets etymologi vil henligge i det dunkle. Det samme gælder horvionte, som dog måske føjer et nyt element til vor viden om det venetiske sprog, idet det kunne være et ord i dualis ("to-tal"), og dermed apposition til de to personnavne, måske en titel. Med denne tolkning bliver betydningen "Alkomno Metlon og Enogenes Vilkenis, begge med titlen horviont- gav (denne) sikos. Hvis tolkningen er rigtig, må sikos være en betegnelse for bæger.

En anden tydningsmulighed er at opfatte metlon som objekt for donasan, og Alkomno som dativobjekt, altså den til hvem (evt. den, på hvis vegne) gaven gives. –tlo- i metlon er et velkendt infix, som betegner et redskab. Det er det infix, som findes i fx lat. speculum, "spejl" af *spek'-tlo-m < *spek'- ,"at se". I metlon kunne man se roden *med-, som findes i fx lat. modus, "mål" og modius, som er et romersk mål ("skæppe"); i så fald ville betydningen være noget i retning af "målebæger". Alkomno som gudenavn er ikke ellers attesteret, men en parallel findes muligvis i ἀλκαῖος, som er belagt i græsk med betydningen "stærk" (også brugt som navn for Herkules). Dermed skal śikos enogenes vilkenis rumme to navne, og så bliver tolkningen "Sikos (Vilkenis) og Enogenes Vilkenis", -en navnekonstruktion, der findes belæg for i enkelte tidlige latinske indskrifter. horvionte kan også i dette tilfælde opfattes som en dualisform i apposition til de to personer. Betydningen bliver da "Sikos (Vilkenis) og Enogenes Vilkenis, begge horviont-, gav dette målebæger til Alkomnos (eller for A.)

Flere andre tolkninger har været forsøgt.

Museer

De vigtigste museer findes i Este og Padova. Museet i Cadore var desværre lukket, da jeg besøgte området i september 2008. De italienske museumshjemmesider er ikke meget publikumvenlige, så det er vanskeligt på forhånd at vurdere, hvilke andre museer der påkalder sig interesse.

Este:
Museo Nazionale Atestino, Palazzo Mocenigo, Via Guido Negri, 9/c, Este, alle dage 09.00-20.00

Padova:
Museo archeologico, indgår I komplekset
Musei Civici agli Eremitani,
piazza Eremitani 8
tel. +39 049 82045450 - 51
Åbent 09.00-19.00, lukket mandag. 10 euro

Belluno:
Museo civico di Belluno,
Palazzo dei Giuristi, Piazza Duomo, 16, Belluno,
Åbent 10.00-13.00 og 16.00-19.00, lukket mandag.
http://museo.comune.belluno.it/english/colarcheo.htm
/images/Venetisk_billeder/trumusiatis, fra Pieve di Cadore.jpg
Cadore:
Palazzo della magnifica communitá di Cadore, Pieve di Cadore
man-lør 10.30-12.30 Museet i Palazzo rummer fund fra Lagole di Calalzo, Bl. a. denne Trumusiatis i bronze
(0)435 322 62

Mel:
Museo Civico Archeologico
Museet: 9.00 – 12.00 og 15.00-18.00 lørdag og søndag. Andre dage skal man meddele sin ankomst. gratis entre i åbningstiden. Necropoli er kun åbent mod anmeldelse forud.
0439-80820 per prenotazioni